Fortælleteatret
Jeg fortæller små genkendelige historier, som jeg levendegør ved hjælp af små figurer. De fleste af figurerne er dyr fra skoven eller figurer, som børnene kender fra bøger.
Alle dyrene kan tale og har følelser – dvs. de er meget menneskelige.
Jeg finder selv på historierne og laver hele tiden nye figurer, der indgår i historierne. Fortællingerne tilpasses den enkelte børnegruppe og hele rammen er en skov og med alt hvad der er i en skov og hvor kun fantasien sætter grænser. Et fantasiunivers hvor relationer mellem alle de medvirkende i fortællingerne er selve drivkraften.
Alle rekvisitter er lavet af enkle materialer - recycling.
Rammen omkring historierne er en skov
Jeg stiller skoven op sammen med børnene og vi samtaler om skoven – hvad er en skov, hvilke dyr bor i skoven, hvad spiser de etc.
Den centrale figur i de fleste historier er Nissen, som bor ude i skoven i sin hytte. Han er bare den allerbedste ven og alle elsker Nissen. Han er ven både med alle skovens dyr og bliver ven med alle dem, som kommer ind i skoven.
Undervejs indgår mange små sange, som børnene kan synge med på.
Mit mål med fortællingerne
Udover at fortælle historier der vækker børns fantasi og nysgerrighed, er mit ønske også at inspirere pædagoger til sammen med børnene at lave og "lege" små historier. Ved at lave og bruge enkle rekvisitter, kan man nemt lave sit eget fortælleteater. Man kan også give historier, som man kender, et nyt liv ved at levendegøre det med egne figurer.
Hos de større børn (børnehavebørn) kan man eksternalisere svære temaer i børnegruppen ved at omsætte det til fortællinger og derved skabe et rum, som alle kan forholde sig til.
En vigtig del af mit koncept er også at børnene får mulighed for at lege med figurerne. Det giver dem en mulighed for interagere med figurerne på deres egen måde og tilføje nyt til historien og lade deres fantasi folde sig ud.
Et samarbejde
Inddragelse af pædagogerne er en vigtig faktor og derfor vil jeg gerne i en dialog med personalet, omkring de ønsker man har til fortælleteateret (temaer/ historier) og hvad der rent praktisk er muligt.